Se også
Brød & Boller
Fletbrød med æble, kanel og chokolade
Det svampede fletbrød får med garanti hele hjemmet til at dufte af hygge - det er nemlig fyldt med æble, kanel og chokolade!
Opskrift: Gitte Heidi Rasmussen. Foto: Betina Hastoft
6.09.2022
Gærdej
- 2 dl mælk
- 25 g gær
- 1 tsk. salt
- 1 spsk. sukker
- 1 spsk. vaniljesukker
- ½ tsk. stødt kardemomme
- 1 æg
- 75 g smør
- 450 g hvedemel
- Æg til pensling
Æblefyld
- 100 g blødt smør
- 100 g brun farin
- 1 tsk. stødt kanel
- 2 æbler
- 75 g mørk chokolade
Fletbrød med kanel og chokolade
Gærdej
- Lun mælken i en gryde, tag gryden af varmen, og rør gæren ud i mælken.
- Tilsæt salt, sukker, vaniljesukker, kardemomme og æg, og rør det hele godt sammen.
- Smuldr smørret i halvdelen af melet i en skål, og rør det i gærblandingen. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen, og ælt dejen grundigt, til den er blød og smidig.
- Lad dejen hvile tildækket i 1 time.
Æblefyld
- Rør smør, farin og kanel sammen til en remonce i en skål.
- Skyl æblerne, og skær dem i helt fine tern. Hak chokoladen groft.
- Rul dejen ud til en stor firkant med en størrelse på ca. 30 x 40 cm på et meldrysset bord. Smør remonce på dejen, og fordel herefter æbler og chokolade ovenpå.
- Rul dejen sammen til en roulade på den lange side, og skær den herefter i 3 dele på langs. Flet de 3 aflange dejstykker stramt sammen, og læg det flettede brød på en bageplade med bagepapir.
- Pensl brødet med sammenpisket æg, og lad det efterhæve i ca. 30 minutter.
- Tænd ovnen på 175°, og bag brødet i ovnen i 15-20 minutter.
- Skru ovnen ned til 150°, og bag brødet i ovnen i yderligere 20 minutter, til det er let gyldent og gennembagt. Lad brødet afkøle let på en bagerist inden servering.
Se også