Se også
Desserter
Pocherede pærer med granatæble
Pocherede pærer er et smukt syn. Når pærerne simrer i rødvin, granatæblejuice og krydderier, forstærker det frugtens sødme. Den krydrede efterårsdessert kan snildt tilberedes dagen før!
Tekst og foto: Winnie Methmann
19.10.2023
4 personer
Ingredienser
- 1 håndfuld hasselnødder
- 1 vaniljestang
- 1 spsk. smør
- 3 faste pærer
- 3 dl rødvin (frugtig, f.eks. Pinot Noir)
- 3 dl granatæblejuice
- ½ dl honning
- 1 kanelstang
- 3 kardemommekapsler
Mascarponecreme
- 1 citron
- 150 g mascarpone
- 1 spsk. flormelis
- Salt
- 1 dl piskefløde
- 1 dl granatæblekerner
Pocherede pærer med granatæble
- Rist hasselnøddekernerne på en varm, tør pande. Ryst panden kraftigt, så de ikke brænder på.
- Tag dem af, når de brune hinder begynder at falde af, og gnub resten af hinderne af med et viskestykke. Lad nødderne køle ned.
- Flæk vaniljestangen.
- Smelt smørret i en stor gryde ved middelvarme.
- Skræl, halvér og fjern kernehusene på pærerne, læg dem i gryden med skæresiden nedad, og brun dem i ca. 5 minutter.
- Tilsæt rødvin, granatæblejuice, honning, vaniljestang, kanelstang og kardemommekapsler. Kom låg på, og lad simre i ca. 15 minutter til pærerne er møre. Lad det køle lidt ned.
Mascarponecreme
- Riv skallen af citronen fint, og pres saften.
- Kom mascarpone, flormelis, 1 spsk. citronsaft og et nip salt i en skål, og pisk til en glat masse.
- Pisk fløden til skum, og vend flødeskummet i mascarponecremen. Kom cremen i en sprøjtepose med en stjernetylle.
Servering
- Kom en lun pocheret pære på hver tallerken.
- Sprøjt mascarponecreme i hulningerne på pærerne.
- Pynt med granatæblekerner, hasselnødder og citronskal.